fbpx

Cirkel for mænd

Jeg brænder for at hjælpe andre, gennem hjælp til selvhjælp, til at finde deres iboende og medfødte kræfter til at udvikle sig og blomstre op til at være frie, stærke og kærlige sjæle.

I januar måned dette år blev jeg af mine engle guidet til at uddanne mig til leder af kvindecirkler under Eva Andrea, som er forfatter og spirituel coach. Det blev et ganske magisk forløb, som ramte mig dybt ind i hjertet.

Jeg følte en dyb genkendelig resonans – intuitivt følte jeg, at det, at være cirkelleder er et af mine kald her på jorden.

Fra august 2020 – juni 2021 blev jeg uddannet til clairvoyant rådgiver under Sebbastian Lorantius. Under dette forløb skulle jeg øve mig i at give clairvoyance til 45 testpersoner, før jeg kunne få lov til at gennemføre eksamen og modtage mit diplom. Under mit arbejde med testpersonerne blev jeg klar over, at mænd, der føler at der er mere mellem himmel og jord end det blotte øje kan se, har et lige så stort behov som kvinder for at møde ligesindede og tale frit om det uden at frygte hævede øjenbryn og nedladende bemærkninger. Der er lige så mange mænd, der er sensitive, som der er sensitive kvinder. Faktisk er det sådan, at sensitivitet i dag betragtes som en intelligens, der er stort behov for.

Jeg ser mig selv som en slags jordemor eller fyrtårn, som guider og hjælper dig til at finde ind i din egen kraftkerne, der hvor du er totalt tro mod dig selv, der hvor du stoler på dig selv, din mavefornemmelse, din intuition og handler derudfra, uanset hvad andre må have af meninger eller holdninger.

Jeg ser for mig, hvordan du, sammen med mange andre mænd i verden, er som en fredens og kærlighedens kriger, der står stærkt i sit eget lys med en lysfakkel over dit hoved. Du er totalt klar over, hvilket liv du ønsker at leve og hvordan verden skal være et trygt og kærligt sted at leve i.

Min intention er at skabe et trygt rum med ro, nærvær og fordybelse, hvor du åbner dit hjerte, styrker din tro på dig selv og finder det, som dit hjerte og din sjæl længes efter - livsglæden og friheden til at være dig, med alt hvad du rummer. Ud fra et spirituelt udgangspunkt giver jeg dig inspiration, guidning og støtte til at finde ind til dig selv, så du bedre kan mærke, hvad der er vigtigt for dig, mærke dine reelle behov og ønsker til livet. Ville det ikke være vidunderligt at kunne give slip på de uhensigtsmæssige blokeringer og mønstre, som du måske har kæmpet med?

At leve spirituelt er en autentisk måde at være i livet på. Jeg giver dig inspiration til at smide alle de overflødige bekymringer, automat-reaktioner, traumer og hvad du ellers bærer af ubevidste blokeringer, på bålet, så de går op i røg og du kan begynde at leve dit liv frigjort og fuldt ud.

Vi skal så vidt muligt være ude i naturen med bare tæer, der hvor jeg bor. Jeg bor på landet lige uden for Hillerød på en matrikel, hvor der er en ganske særlig magisk energi. Det vil jeg fortælle om, når du møder op til det første cirkelmøde, som er gratis.

Vi samles i en kreds på et område, som jeg har indviet med hellige energier. Her forbinder vi os med hinanden, Moder Jord, Gaia, englene og vores åndelige guider. I denne kreds er der på forhånd skabt et trygt rum, hvor vi alle kan udtrykke vores sår og sårbarheder uden at føle, at vi bliver vejet og målt. Det der bliver talt om i cirklen, forbliver inden for cirklens rammer. Tavshedspligt er en selvfølge. Når vi deler vores historier, skabes der automatisk en healende energi, der som ringe i vandet breder sig ud over hele jordkloden.

Der vil være forskellige aktiviteter, som hæver vores energier. F.eks. guidede meditationer, hvor du vil møde forskellige arketyper, den gamle vise mand, dine åndelige vejledere, dine engle og dit højere selv. Vi vil også forbinde os til nogle træer på min matrikel, som har særlige healende energier. Min intention er at lade cirklen udvikle sig organisk og dynamisk med udgangspunkt i alle I fantastiske mænd, der vælger at deltage i cirklen.

Alt sammen sker i et tempo, hvor du kan følge med, og alt sker i den højeste form for kærlighed til dig.

Hvis du har et musikinstrument som f.eks. fløjte, shamantromme, klangskål eller andet som egner sig til formålet, må du hjertens gerne bringe det med.

Vi mødes i cirklen for mænd 1. gang torsdag d. 19. august 2021 kl. 18.30-21.00, hvor det er gratis at møde op. Efterfølgende er prisen kr. 3.150,00, hvad der svarer til kr. 350.00 pr. gang. For jer der er på Su eller overførselsindkomst er prisen kr. 2.340,00, hvad der svarer til kr. 260,00 pr. gang.

Vi mødes den tredie torsdag i hver måned undtagen december og juli måned.
Datoer: 16. september, 21. oktober, 18. november, 20. januar 2022, 17. februar, 17. marts, 21. april, 19. maj og 16. juni 2022.
Det er et sammenhængende forløb, så det er vigtigt at du kan komme hver gang. Jeg har gjort mig stor umage for at gøre det så billigt som muligt, og har du brug for en betalingsordning, kan du klikke her på dette link og scrolle ned til kontaktformularen.

Tilmedling via Facebook.
Du er tilmeldt, når du har indbetalt beløbet på MobilePay 2013 3151. Skriv venligst som kommentar: cirkelformænd.


"Du gør virkelig en forskel"
Ukendt citat